Aktuelle problemer i Frederikssund Kommunes skoler
23. oktober 2025
Indledning
Frederikssund Kommunes skolevæsen står i 2025 over for et komplekst sæt af udfordringer, der både berører det pædagogiske og det administrative niveau. Kommunen har på den ene side igangsat en række fornyende tiltag – blandt andet en ny økonomitildelingsmodel, øget lokal beslutningskompetence og kompetenceudviklingsprogrammer for lærere – men samtidig presses skolerne af lærermangel, økonomiske nedskæringer, elevtrivsel under pres, slidte bygningsforhold og vanskeligheder med at sikre en velfungerende inklusion og specialundervisning. Dette indlæg søger at give en samlet, dybdegående beskrivelse af de væsentligste aktuelle problemer, som præger kommunens skoler – belyst fra lokalt politisk niveau over ledere og fagprofessionelle til forældre- og elevperspektiver.
Lærermangel og rekrutteringsudfordringer
- Frederikssund Kommune har i en årrække kæmpet med en betydelig mangel på uddannede lærere. Ifølge en opgørelse fra Danmarks Lærerforening udgør ikke-uddannede lærere omkring 13% af lærerkræfterne i kommunen, hvilket placerer Frederikssund tæt på landets absolutte bund, kun overgået af kommuner som Sorø, Gribskov og tidligere Frederiksværk-Hundested.
- Hele 70 fuldtidsstillinger i kommunens skoler dækkes af ikke-uddannede lærere, og prognoserne fra Danmarks Lærerforening og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd varsler, at antallet af uddannede lærere vil falde yderligere frem mod 2045, med mindre der sker radikale ændringer.
- Rekrutteringsproblemet forværres af forhold som høje boligpriser, stigende pensionsafgang og uddannelsesvalg, der fravælger lærerfaget.
- For at afhjælpe situationen blev der, ud over et generelt lønløft, indført særligt fordelagtige vilkår for nyuddannede lærere – herunder lavere ugentlig undervisningstid og højere løntrin samt ekstra incitament til lærere under merituddannelse.
- Alligevel oplever både skoleledelse og lærerorganisation, at det stadig er vanskeligt at tiltrække og fastholde lærere på både de store skoler og de mindre landsbyskoler i kommunen.
- Denne mangel fører til øget brug af vikarer, færre tolærerordninger og større belastning for de eksisterende lærere, hvilket også kan bidrage til lavere kvalitet i undervisningen og mindre tid til forberedelse og relationelt arbejde med eleverne.
Økonomiske nedskæringer og ressourcestyring
Økonomisk pres er en gennemgående udfordring for Frederikssunds folkeskoler. Budgetforliget for 2025 indebærer besparelser på serviceområder, herunder dagtilbud, specialområdet og drift af skolebygninger, for samlet 25 millioner kroner. Kommunen forsøger at kanalisere flere midler til den almindelige folkeskole, blandt andet gennem en ny økonomitildelingsmodel, der overfører ressourcer fra specialskoler og indfører decentralt betalingsansvar for specialundervisning. Dette har givetvis skabt rum til investeringer i kompetenceudvikling, trivselsindsatser og lokale løsninger på skolerne, men indebærer samtidig færre voksne i specialklasser, hvilket forældrerepræsentanter og eksperter har udtrykt stor bekymring for.
Besparelserne rammer bredt – lige fra nedlæggelse af daginstitutioner og naturvejledningstilbud, besparelser på specialskolernes normering, afskaffelse af naturvejleder til skolebørn, til nedskæringer i sommerferieaktiviteter og vedligeholdelse af skolebygninger. Selvom folkeskolen får tilført 1,1 mio. kr. ekstra og der sættes penge af til kompetenceudvikling, understreger flere forældre og politikere, at økonomien reelt er presset, og at det opleves som et nulsumsspil, hvor flere penge til almenområdet betyder færre ressourcer til børn med særlige behov.
Ny økonomitildelingsmodel: Øget lokal frihed, men skærpede krav
En af de mest gennemgribende administrative ændringer i de senere år er indførelsen af en ny økonomitildelingsmodel for skoleområdet. Formålet er at give skolerne større lokal beslutningskraft, mere økonomisk råderum, og at fordele midler mere retfærdigt efter skolernes socioøkonomiske profil og aktuelle behov.
Centrale ændringer og intentioner:
- Fordeling af specialundervisningsmidler: En større del af budgettet til specialundervisning går nu direkte til skolerne. Det er et radikalt brud med tidligere central styring, hvor hele specialundervisningsbudgettet var samlet centralt.
- Decentralt betalingsansvar: Skolerne får nu økonomisk ansvar for specialundervisning for elever fra eget distrikt. Lykkes en skole med at inkludere flere børn i almenmiljøet, vil den få økonomiske gevinster, mens flere segregerede elever udløser større udgifter for skolen selv.
- Socioøkonomisk fordeling: Fordelingen af ressourcer tager nu højde for skolernes elevgrundlag, så skoler med flere børn fra socioøkonomisk udfordrede hjem modtager flere midler. Dog fordeles 85% af ressourcerne stadig efter elevtal og kun 15% efter socioøkonomi i den almindelige tildeling.
Modellen har været gennem en omfattende høringsrunde blandt skolebestyrelser, medarbejderrepræsentanter og faglige organisationer, hvor især overgangen til decentralt betalingsansvar og risikoen for utilsigtet ressourcemangel for mindre skoler og specialområdet har været centrale bekymringspunkter.
Bekymringer og kritikpunkter
Mens politisk ledelse og skoleforvaltning mener, at modellen fremmer stærkere læringsfællesskaber, større fleksibilitet og mulighed for lokale løsninger, peger kritikere på, at den økonomiske frihed kun mærkes, hvis det samlede budget er tilstrækkeligt. I praksis kan det være vanskeligt for mindre eller socialt udfordrede skoler at løfte både den almindelige drift og stigende krav til inklusion, trivsel og specialundervisning, især hvis der fortsat sker besparelser på budgetrammen.
Inklusion og specialundervisning under forandring
Et hovedmål for udviklingsprogrammet ”Stærkere læringsfællesskaber” og den nye økonomiske model er at sikre, at flere børn kan inkluderes og trives i deres lokale folkeskole. Målet er at nedbringe segregeringsgraden, så færre børn visiteres til specialskoler eller specialklasser, og i stedet får hjælp i det almene miljø med støtte, ekstra ressourcer og tilpassede undervisningsmetoder.
I praksis er det dog udfordrende. Andelen af elever i Frederikssund Kommune, der visiteres til specialtilbud, ligger markant over det, der kan forventes ud fra kommunens socioøkonomiske profil og sammenlignelige kommuner. Flere børn med store støttebehov oplever, at de hverken får den nødvendige støtte i almenklassen eller har adgang til relevante specialtilbud. Forældre til børn i specialklasser og eksperter advarer om, at besparelser og forringede normeringer presser de mest udsatte børn – med risiko for dårligere trivsel, fagligt tilbageslag og forøget skolevægring.
Samtidig oplever lærere og ledelse, at presset på almenklasserne stiger. Øget inklusion kræver flere ressourcer til tolærerordninger, pædagogisk støtte og lærerkompetenceudvikling, hvilket ofte kolliderer med, at skolernes økonomiske rammer er stramme og lærerkræfterne i forvejen knappe. Der er desuden betydelige forskelle mellem skolernes kapacitet til at inkludere og støtte elever med forskellige behov, afhængigt af skolernes størrelse, personalegruppe og socioøkonomiske sammensætning.
Elevtrivsel, psykisk velvære og fravær
Elevtrivsel er en voksende udfordring både lokalt og nationalt. De nyeste trivselsmålinger fra Styrelsen for It og Læring og Børne- og Undervisningsministeriet viser, at Frederikssund Kommunes elever generelt ligger under landsgennemsnittet på trivsel. Der er tegn på, at trivslen især er udfordret i mellemtrinnet og udskolingen, hvor elevfraværet også er højere end landsmiddel – en tendens, der kan hænge sammen med lav motivation, sociale problemer eller uro.
I lokalpressen og politiske debatter peges der på, at flere børn oplever mistrivsel, uro i klasserne, mobning og skolevægring. Særligt børn og unge med psykiske udfordringer eller neurodiversitet (fx autisme eller ADHD) har svært ved at finde fodfæste i de almene tilbud. Samtidig oplever forældre og personale, at Socialrådgivning, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og sagsbehandlingen er presset, så det ofte tager lang tid at få afdækket og iværksat relevante indsatser.
For at afbøde trivselsudfordringer har kommunen sat penge af til trivselsprojekter og udvidet puljen til lærernes kompetenceudvikling – dette omfatter blandt andet målrettede kurser i inkluderende didaktik, klasseledelse, relationsarbejde og tidlig indsats. Flere skoler arbejder også med trivselsfremmende programmer som LKT (Læring, Kontakt og Trivsel) og inddrager tolærerordninger eller ekstra pædagogisk støtte i klasser med store udfordringer. Formålet er at mindske skolevægring og sikre, at flere børn oplever at høre til i fællesskabet.
Fysiske rammer og faciliteters tilstand
Tilstanden for de fysiske rammer i Frederikssunds skolevæsen er, som i mange andre kommuner, præget af vedligeholdelsesefterslæb. Landsdækkende rapporter og undersøgelser viser, at folkeskolernes bygninger generelt er mere slidte end privatskolernes, på trods af at folkeskolerne har flere penge per elev til rådighed. Kommunale prioriteringer og ringe incitament til løbende vedligeholdelse betyder, at både indeklima, inventar og faciliteter som toiletter, klasseværelser og faglokaler ofte er utidssvarende.
Det seneste budget indebærer udskydelse af store anlægsarbejder på både skolebygninger og vedligeholdelse af faciliteter for at frigøre midler til drift. Dette resulterer i, at nødvendige renoveringer, forbedringer af indeklima og modernisering af faglokaler bliver forsinket eller udskudt. Undersøgelser fra bl.a. CEPOS og Realdania dokumenterer, at dårligt vedligeholdte skolebygninger kan have en negativ effekt på både elevernes læring, trivsel og mulighed for at tiltrække og fastholde personale.
En rapport fremhæver, at 43% af folkeskolerne vurderer, at de har problemer med træk, kulde eller svamp, og at kun en mindre del af skolelederne finder den generelle vedligeholdelsesstandard tilfredsstillende. Dette går især ud over udsatte elever, børn med fysiske eller psykosociale udfordringer, men kan generelt påvirke undervisningsmiljøet og elevernes mulighed for at koncentrere sig.
Kompliceret politisk beslutningsproces og lokale debatter
Byrådets rolle og de lokale politiske beslutninger præger i høj grad udviklingen på skoleområdet. Den seneste tid har været præget af store og til tider ophedede debatter om fordelingen af ressourcer, skolenedlæggelser og balancen mellem investering i almenområdets kvalitet og specialtilbuddenes nødvendige ressourcer.
Lokale forældregrupper og interesseorganisationer har engageret sig i protester mod skolenedlæggelser – især da Dalby Skole stod til lukning som led i besparelserne. Forældre har organiseret sig i netværk for at bevare små skoler, og byrådsmøder har ofte haft deltagelse af både lærere, forældre og elever. Flere debatindlæg, blandt andet fra politikere og lærere i Lokalavisen og regionale medier, understreger, at alle parter ønsker en skole, der kan løfte både elever med lette og store behov, men at ressourcerne nødvendigvis skal følge ambitionerne.
En tilbagevendende udfordring er, at løsninger og tilpasninger på skoleområdet er vanskelige at gennemføre uden enten at forværre vilkårene for visse elevgrupper eller presse det samlede serviceniveau, særligt når statslige økonomiaftaler lægger loft over kommunernes udgifter.
Kompetenceudvikling og personaleindsats
For at styrke undervisningens kvalitet og imødegå lærermangel har Frederikssund Kommune de seneste år satset på omfattende kompetenceudviklingsprogrammer. Der er afsat særskilte midler til, at alle lærere i dansk og matematik gennemgår målrettede kurser i evidensbaserede undervisningsmetoder og klasseledelse. Der arbejdes desuden med efteruddannelse og specialiserede vejfører-roller, især inden for inklusion, ordblindeundervisning og maker-pædagogik.
Programmerne kombinerer teori og praksis samt netværk på tværs af skoler, og får ros fra både ledere og deltagende lærere for at koble ny viden til skolernes hverdag – dog understreger lærernes organisationer og lokale praktikere, at effekten i høj grad afhænger af, at der også er ressourcer og tid til at implementere de nye tilgange i klasserne. Lærerne oplever ofte manglende tid til forberedelse og manglende mulighed for reel indflydelse i skolens beslutningsprocesser.
Et andet element i kompetenceudviklingen er samarbejde på tværs af skoleformer og uddannelsesniveauer, bl.a. i ”MakerVærket”, hvor lærere fra både folkeskoler, gymnasium og ungdomsuddannelser samles om teknologididaktik og erhvervsrettet undervisning.
Elevresultater, bruger- og forældretilfredshed
Frederikssund Kommunes folkeskoler har de seneste år haft udfordringer med at opnå landsgennemsnitlige resultater ved de nationale prøver. Eksempelvis lå karaktergennemsnittet for 9. klasse-prøverne i skoleåret 2022/2023 på 6,6 mod et landsmiddel på 7,2, hvilket placerer kommunen i bundsjiktet nationalt. Samtidig viser de landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelser, at forældre i Frederikssund Kommune generelt er tilfredse med deres barns skole, men at tilfredshedsniveauet er dalende i takt med, at børnene bliver ældre, og at det især halter, når det gælder mulighederne for at få hjælp ved mistrivsel eller særlige behov.
En særlig opmærksomhed er rettet på brobygningen til ungdomsuddannelser og den sociale mobilitet for børn fra udsatte hjem. Kompetenceudviklingsinitiativer og inklusionsprogrammer sigter derfor både på at forbedre elevernes faglige udbytte og sikre, at flere børn får positive skoleerfaringer og gennemfører en ungdomsuddannelse.
Opsummering: Frederikssunds folkeskolers centrale udfordringer
Frederikssund Kommunes skoler står i 2025 midt i en markant omstillingsproces. De store udfordringer er lærermangel, økonomisk pres, balancen mellem øget inklusion og specialunderstøttelse, trivselsproblemer, vedligeholdelsesefterslæb på skolebygninger samt behovet for løbende kompetenceudvikling af lærere og personale. Kommunen har iværksat nye modeller for økonomisk tildeling, prioriteret kompetenceudvikling og forstærket fokus på lokale læringsfællesskaber, men står samtidig over for dilemmaer, der kræver både økonomisk tålmodighed, politisk mod og tæt samarbejde mellem ledelse, personaler og forældre.
Kernen for indsatsen – og for debatten i kommunen – er spørgsmålet om, hvordan folkeskolen kan rumme flere børn, give støtte til dem, der har allermest brug for det, og samtidig udvikle trivsel og læring for det brede flertal. Det er en balancegang, hvor ethvert skridt mod større frihed – eller større besparelse – følges af nye risici, forventninger og meget reelle menneskelige konsekvenser for både børn, forældre og ansatte i skolevæsenet.
